Sparekassen Vendsyssel

Nu er det billigere at låne til et sommerhus

Folketinget har vedtaget, at du kan låne helt op til 75 pct. af prisen på et sommerhus med realkreditlån mod tidligere 60 pct. Det gør det billigere at belåne sommerhus.

Hvis du for eksempel skal købe et sommerhus til 1 million kr., kan du nu låne op til 750.000 kr. med realkredit mod tidligere 600.000 kr.

"De nye regler kan forhåbentlig give flere mulighed for at købe drømmesommerhuset. Når muligheden for at belåne med realkredit øges, gør det boligkøbet billigere, hvis alternativet er, at du ellers må optage anden dyrere gæld", siger Anders Pedersen, boligchef i Sparekassen Vendsyssel.

De senere år er priserne på sommerhuse blevet holdt i skak og i nogle egne af landet ligefrem faldet, mens det modsatte har været tilfældet på markedet for helårshuse. Det nye tiltag skal ses i lyset af et politisk ønske om at gøre det billigere at finansiere fritidshuse og billigere at modernisere og renovere eksisterende huse.

"De nye regler kan måske give priserne på sommerhuse lidt medvind, men det bør ikke i sig selv være årsag til at lave et hurtigt køb. I stedet bør du som altid have fokus på at købe det rigtige sommerhus, som passer til dine behov og din økonomi", udtaler Anders Pedersen.

Hvor meget du kan spare afhænger blandt andet af låntype, løbetid, rente og sammensætningen af lån.