Sparekassen Vendsyssel

Rekordresultat i Sparekassen Vendsyssel

Sparekassen Vendsyssel kan for 2016 præsentere det bedste resultat i sparekassens historie. Sparekassen har haft overskud i alle årene siden etableringen i 2001. Overskuddet for 2016 blev 234 mio. kr. før skat, hvilket er mere end dobbelt så stort som resultatet for 2015.

Moderat og kontrolleret vækst

Resultatet af den primære drift udgør 367 mio. kr. Det er lykkedes sparekassen at udbygge forretningsomfanget inden for alle væsentlige forretningsområder på trods af en stagnerende efterspørgsel. Sparekassens samlede udlån er steget med 3,8 % til i alt 9,4 mia. kr. Indlån inkl. puljer er i årets løb steget med 11,2 % til 11,6 mia. kr.

Sparekassens ledelse finder resultatet meget tilfredsstillende i betragtning af de svære
vilkår for dansk landbrug i 2016.

Sparekassen har aldrig været bedre kapitaliseret end ved udgangen af 2016

Sparekassens egenkapital udgør 2,3 mia. kr., hvoraf garantkapitalen udgør 1,2 mia. kr.

Sparekassens kapitalprocent er 20,5 ved udgangen af 2016 og er således væsentlig højere
end det beregnede individuelle solvensbehov på 10,0 %. Sparekassen har således en meget tilfredsstillende solvensmæssig friværdi på 10,5 procentpoint.

Ud over at være særdeles solid har sparekassen også sørget for at være meget likvid i 2016. Likviditetsoverdækningen var ved udgangen af 2016 på 188 % mere end kravet i henhold til Lov om finansiel virksomhed. LCR er beregnet til 239 % og er væsentlig højere end lovkravet
på 70%.

Resultatet er påvirket af de fortsat svære tider for dansk landbrug med deraf følgende nedskrivninger i sparekassens regnskab. I 4. kvartal oplevede mælkeproducenterne markante prisstigninger på mælk, og udsigterne for dansk landbrug ser positive ud for de kommende år. Det forventes derfor, at nedskrivningerne på landbrugskunderne vil være væsentligt mindre i 2017.

"Vi er vores ansvar bevidst som lokalt pengeinstitut, også i svære tider for lokalsamfundet. Vi finansierer landbrug i vores primære markedsområde og støtter fortsat fuldt op om erhvervet, og vi ser lysere på fremtidsmulighederne for dansk landbrug. Vi understøtter det lokale erhvervsliv i vores primære markedsområde og ser det som en afgørende opgave for et lokalt pengeinstitut. Det går godt for det lokale erhvervsliv, og privatkunderne har det ligeledes generelt godt rent økonomisk", udtaler administrerende direktør Vagn Hansen.

Nedskrivninger

Nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender mv. udgør 229 mio. kr. i 2016, hvilket er
77 mio. kr. mindre end i 2015.

Det forholdsvis høje nedskrivningsniveau skyldes hovedsageligt fortsat svære vilkår for store dele af dansk landbrug i 2016.

Kursreguleringer

Sparekassen har i 2016 haft positive kursreguleringer på i alt 73 mio. kr. Aktierne bidrager
positivt med 73 mio. kr., hvoraf de 14 mio. kr. kommer fra anlægsaktier.

Sparekassen udbetaler 35,7 mio. kr. i garantrente til garanterne

Bestyrelsen vil indstille til repræsentantskabet, at der udbetales 3,25 % i garantrente vedrørende 2016, hvilket svarer til 35,7 mio. kr.

Oprettelse af ny fond til støtte for almennyttige og velgørende formål

Sparekassen Vendsyssel har valgt at stifte en ny fond med navnet Sparekassen Vendsyssels Fond. Fonden bliver stiftet primo 2017, og den skal på samme måde som de øvrige fonde, der blev stiftet i forbindelse med fusioner, donere penge til almennyttige og velgørende formål, primært i områder, hvor der ikke er en lokal fusionsfond. Bestyrelsen vil indstille til repræsentantskabet, at der overføres 25 mio. kr. fra årets resultat til fonden. Fondens midler skal placeres i garantkapital i Sparekassen Vendsyssel, og forventes forøget i de kommende år, afhængig af regnskabsresultaterne i Sparekassen Vendsyssel. Der vil maksimalt blive overført 125 mio. kr. i alt til den nye fond.

Uddeling af mere end 8,5 mio. kr. i år 2016

De nuværende 8 fusionsfonde uddelte i alt mere end 8,5 mio. kr. i støtte til almennyttige og velgørende formål i lokalområderne i 2016.

Kunder og garanter

Sparekassen har i 2016 haft en nettotilgang på ca. 3.450 nye kunder. Det samlede kundeantal udgør ved udgangen af året ca. 101.000, hvoraf ca. 38.000 er garanter.

Sparekassen har god plads i Tilsynsdiamanten

Sparekassen Vendsyssel har i 2016 forholdt sig til Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, der opstiller fem pejlemærker for risici, som pengeinstitutterne bør ligge indenfor.

Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til grænseværdierne.

Køb af afdelinger

Sparekassen har i november 2016 købt 4 afdelinger af Den Jyske Sparekasse med overtagelse pr. 1. januar 2017. Afdelingerne er beliggende i Vinderup, Skive, Lem og Aalborg, og de har en god geografisk sammenhæng med de øvrige afdelinger, se bilag 4. Købet af de 4 afdelinger tilfører sparekassen ca. 12.000 kunder, 35 medarbejdere, 897 mio.kr. i udlån og garantier og 1.061 mio. kr. i indlån inkl. puljer.

Forventninger til 2017

Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på indtjening forventer sparekassen i 2017 at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder med deraf stigende indtægter. Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift for hele året vil ligge i niveauet 375 - 400 mio. kr.

Læs Årsrapport 2016