Sparekassen Vendsyssel

Overskud i Sparekassen Vendsyssel

Sparekassen Vendsyssel kan igen i 2011 præsentere et overskud. Sparekassen har i alle årene siden etableringen i 2001 haft overskud. Overskuddet i år 2011 blev på 26 mio. kr. før skat.  

Dermed er Sparekassen Vendsyssel blandt de forholdsvis få danske pengeinstitutter, som har formået at præstere overskud i alle årene gennem finanskrisen.

Moderat og kontrolleret vækst trods stagnerende efterspørgsel
Resultatet af den primære drift udgør 240 mio. kr. og indfrier dermed forventningerne på mellem 230 - 250 mio. kr., der blev meldt ud i Halvårsrapport 2011.

På trods af en stagnerende efterspørgsel er det lykkedes sparekassen at realisere målsætningen om en moderat og kontrolleret udlånsvækst. Sparekassens samlede udlån er øget med 3,6 % til i alt 6,6 mia. kr. Indlån inkl. puljer er i årets løb steget med 2,4 % til 6,6 mia. kr.

Sparekassens ledelse finder resultatet tilfredsstillende
"Resultatet beviser desuden, at vores strategi er holdbar og vil bringe os styrket ud af finanskrisen. Med udgangspunkt i vores primære markedsområde, Vendsyssel, kan vi ved en fokuseret indsats tjene os ud af finanskrisen ved at tiltrække nye gode kunder samt øge forretningsomfanget med eksisterende kunder", siger administrerende direktør Vagn Hansen.

Nedskrivninger
"Vi mærker også de svære tider for erhvervslivet i vores markedsområde. Specielt landbruget har det svært, hvilket selvfølgelig også påvirker sparekassens driftsresultat. Nedskrivningerne udgør 161,0 mio.kr. i 2011. Årets nedskrivningsprocent udgør 1,8", udtaler Vagn Hansen og fortsætter:

"Sparekassens udlånsportefølje er generelt stærk og godt sikret, men naturligvis påvirket af konjunkturudviklingen. Det er glædeligt, både for os og den enkelte kunde, at det i en række tilfælde er lykkedes at forhindre eller begrænse et eventuelt tab".

Det finansielle fundament er stærkt og solidt
Sparekassens egenkapital er i løbet af 2011 vokset med godt 52 mio. kr. til 1,4 mia. kr. Garantkapitalen er steget med 32 mio. kr. og udgør 761 mio. kr.

Ved udgangen af 2011 er sparekassens solvensprocent 18,6, mens sparekassens beregnede solvensbehov er 9,4 %. Sparekassen har således en solvensmæssig friværdi på 9,2 procentpoint.

Ud over at være solvent og solid, har sparekassen også sørget for at være særdeles likvid i 2011. Likviditetsoverdækningen var ultimo 2011 på 219,2 % mere end lovens krav.

Sparekassen har god plads i Tilsynsdiamanten
Sparekassen Vendsyssel har i 2011 forholdt sig til Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, der opstiller fem pejlemærker for risici, som pengeinstitutterne fra ultimo 2012 bør ligge indenfor. Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til grænseværdierne.

Sparekassen Limfjorden
"Efter regnskabsårets afslutning har Sparekassen Vendsyssels repræsentantskab godkendt en sammenlægning med Sparekassen Limfjorden med virkning fra den 1. januar 2012. Vi ser bestemt mange positive muligheder ved den kommende sammenlægning af de to virksomheder. Vi kan ved fælles hjælp udbrede Sparekassen Vendsyssels rådgivningskoncepter og fordelsprogrammer samt sikre kunderne i Sparekassen Limfjorden en fortsat kvalificeret og uopfordret rådgivning, med en række nye fordele. Ved at sammenlægge en række stabsfunktioner, vil vi kunne høste synergi, også på det økonomiske område. Vi er kommet til Vestjylland for at videreføre de gode resultater i vores nye afdelinger", fortæller Vagn Hansen.

Forventninger til 2012
"Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på indtjening forventer vi i 2012 at fortsætte den positive udvikling i sparekassens kundetilgang og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder, med deraf stigende indtægter. Omkostningerne forventes at stige moderat", slutter Vagn Hansen.

Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift vil ligge i niveauet 300-350 mio. kr. 

Find mere information om Årsrapport 2011