Sparekassen Vendsyssel

Solidt overskud i Sparekassen Vendsyssel

Sparekassen Vendsyssel kan igen i 2013 præsentere et solidt overskud. Sparekassen har i alle årene siden etableringen i 2001 haft overskud. Overskuddet i 2013 blev på 125,3 mio. kr. før skat.

Dermed er Sparekassen Vendsyssel blandt de forholdsvis få danske pengeinstitutter, som har formået at præstere overskud i alle årene gennem finanskrisen.

Sparekassen Hvetbo A/S
2013 har været præget af den praktiske sammenlægning med Sparekassen Hvetbo A/S. Sammenlægningen med Sparekassen Hvetbo A/S er foregået efter overtagelsesmetoden, som ikke medfører sammenlægning af historiske tal. Dette gør det meget svært at sammenligne årsregnskaberne for 2012 og 2013.

Derudover har 2013 været præget af lukning af 8 mindre afdelinger, og en
række organisatoriske ændringer, for at sikre mere fokus på kvalitet  i kunde-rådgivningen, øget effektivitet og bedre rentabilitet. Vi er lykkedes godt med forandringerne og står nu endnu bedre rustet til fremtiden.

Moderat og kontrolleret vækst
Resultatet af den primære drift udgør 405 mio. kr. og indfrier dermed forvent-ningerne på mellem 360-410 mio. kr., der blev meldt ud i såvel Årsrapport 2012 som Halvårsrapport 2013.

På trods af en stagnerende efterspørgsel er det lykkedes sparekassen at fastholde forretningsomfanget inden for alle væsentlige forretningsområder. Sparekassens samlede udlån er faldet med beskedne 0,8 % til i alt 8,3 mia. kr. Indlån inkl. puljer er i årets løb faldet med 2,9 % til 8,9 mia. kr. Faldet skyldes alene indfrielse af udstedte obligationer med statsgaranti for ca. 700 mio. kr., som regnskabs-mæssigt var bogført som indlån. Herefter har sparekassen ikke udstedte obliga-tioner med statsgaranti.

Sparekassens ledelse finder resultatet tilfredsstillende.

"Resultatet beviser, at vores strategi er holdbar og vil bringe os styrket ud af finanskrisen. Med udgangspunkt i vores primære markedsområde, Vendsyssel, Han Herred, Thy og Vestjylland, kan vi ved en fokuseret indsats tjene os ud af finanskrisen ved at tiltrække nye gode kunder samt øge forretningsomfanget med eksisterende kunder", siger administrerende direktør Vagn Hansen.

Nedskrivninger
Sparekassen mærker også de svære tider for erhvervslivet i markedsområdet.

"Landbrugserhvervet, herunder især mælkeproducenterne, har også i 2013 haft det svært, hvilket selvfølgelig også påvirker sparekassens driftsresultat. Nedskrivningerne udgør 283,9 mio.kr. i 2013. Årets nedskrivningsprocent udgør 2,5, og på trods af de relativt store nedskrivninger har sparekassen en god og robust basisindtjening, som sikrer et tilfredsstillende overskud", udtaler Vagn Hansen og fortsætter:

"Sparekassen ser det som en samfundsopgave at finansiere og støtte det lokale erhvervsliv, herunder landbruget, hvilket har medført relativt store nedskrivninger under finanskrisen".

"Sparekassens udlånsportefølje er generelt stærk og godt sikret, men naturligvis påvirket af konjunkturudviklingen. Det er glædeligt, både for os og den enkelte kunde, at det i en række tilfælde er lykkedes at forhindre eller begrænse et eventuelt tab".

Det finansielle fundament er stærkt og solidt
Sparekassens egenkapital er i løbet af 2013 vokset med godt 86,4 mio. kr. til 1,8 mia. kr. Garantkapitalen er steget med 15,7 mio. kr. og udgør 973 mio. kr.

Ved udgangen af 2013 er sparekassens solvensprocent 19,3, mens sparekassens beregnede solvensbehov efter 8+ modellen er 10,6 %. Sparekassen har således en solvensmæssig friværdi på 8,7 procentpoint, hvilket svarer til, at sparekassen, alt andet lige, yderligere kan nedskrive ca. 950 mio. kr. og stadig leve op til det individuelle solvensbehov.

Ud over at være solvent og solid, har sparekassen også sørget for at være særdeles likvid i 2013. Likviditetsoverdækningen var ultimo 2013 på 169,7 % mere end lovens krav, hvilket svarer til en overdækning på mere end 2, 1 mia. kr.

Sparekassen har god plads i Tilsynsdiamanten
Sparekassen Vendsyssel har i 2013 forholdt sig til Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, der opstiller fem pejlemærker for risici, som pengeinstitutterne fra ultimo 2012 bør ligge indenfor. Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til grænseværdierne.

Forventninger til 2014
Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på indtjening forventer sparekassen i 2014 at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder, med deraf stigende indtægter. Omkostningerne forventes at stige moderat. Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift vil ligge i niveauet 375-410 mio. kr.

Find mere information om Årsrapport 2013