Sparekassen Vendsyssel

Advarsel mod Phishing-mails og
fup-telefonopkald

I øjeblikket modtager flere danskere e-mails eller telefonopkald fra svindlere, der giver sig ud for at være fra Nets, Microsoft, din bank eller Visa/MasterCard. Telefonopkaldene kommer typisk fra engelsktalende personer, og de falske
e-mails er typisk skrevet på dårligt dansk. Der har dog også været eksempler på falske e-mails, hvor det danske sprog har været af højere kvalitet.

Dette link henviser til en artikel fra 29. januar 2014, som omtaler fup-opkaldene.

Se nogle eksempler på falske e-mails på Nets' hjemmeside .  

Fælles for telefonopkaldene og de falske e-mails er, at modtageren opfordres til at afgive følsomme oplysninger (netbankkonti, betalingskortnummer, udløbsdato, kontrolcifre, CPR, NemID) enten gennem telefonen eller via et link.
 
Denne aktivitet er et såkaldt phishing-forsøg, hvor svindlere forsøger at lokke oplysninger ud af netbankkunder og kortholdere med henblik på misbrug af deres konti eller betalingskort. Disse phishing-mails minder om tidligere forsøg, hvor både Nets og PBS angiveligt har været afsendere eller på anden måde involveret i e-mailen.

Hvordan skal du forholde dig?

Hvis du modtager e-mailen, skal du: 
  • Undlade at opgive nogen form for personlige kortdata
  • Videresende den til Nets' phishing-analyse afdeling, phishing-dk@nets.eu (valgfrit)
  • Slette den!
Hvis du modtager et telefonopkald, skal du:
  • Undlade at opgive nogen form for personlige oplysninger
  • Afbryde forbindelsen 
Har du allerede opgivet dine personlige data, skal du hurtigst muligt kontakte din bank og sørge for at få spærret den/de konti eller det/de betalingskort, du har afgivet oplysninger om.
 
Betalingskort
Når du opretter en Verified By Visa eller MasterCard SecureCode, kan det enten ske på dit eget initiativ på Nets' hjemmeside eller direkte i forbindelse med et køb, du selv har initieret, hvor det er et krav, at du indtaster denne ekstra kode.
Vær opmærksom på, at de internationale kortselskaber, Nets eller banker aldrig sender e-mails eller kontakter dig telefonisk for at bede om dit kortnummer, udløbsdato, kontrolcifre, CPR eller PIN-kode.