Sparekassen Vendsyssel

Dyrere F1-lån gør det attraktivt at vælge alternativer

F1-lånet har mistet sin magi. Ved Totalkredits rentetilpasningsauktioner i november blev F1-lånet 110 kr. dyrere pr. lånt mio., og F-kort er nu det billigste boliglån på hylderne hos Sparekassen Vendsyssel. Selvom F3- og F5-lån igen landede på et historisk lavt renteniveau, bør boligejere, der skal have deres lån rentetilpasset i den kommende tid, overveje for en relativt beskeden merydelse at få total budgetsikkerhed med et fastforrentet 2,5 %-lån, siger Anders Pedersen, boligchef i Sparekassen Vendsyssel. 

Boligejerne forlader i stor stil det tidligere så populære F1-lån. F1-lånet er gennem en periode blevet dyrere, og op til Totalkredits rentetilpasningsauktioner i november valgte flere end 5.000 boligejere at skifte deres F1-lån ud og søge mod andre realkreditlån. Resultatet af rentetilpasningsauktionen blev også en F1-rente på 0,51% og dermed en stigning i ydelsen på 110 kr. for et F1-lån med afdrag på 1 mio. kr. Det nye F-kort er nu det billigste lån for boligejere med hang til den lavest mulige rente.

"Efter en lang årrække, hvor F1-lånet har været danskernes favoritlån, bevæger flere og flere boligejerne sig nu helt væk fra F1 og hen imod mere attraktive alternativer. F1 er ikke længere billigst, og det giver derfor god mening at overveje andre lån, f.eks. det superbillige F-kort eller et fastforrentet 2,5 %-lån, som giver fuld budgetsikkerhed i 30 år," siger Anders Pedersen.

Boligejere med F3- og F5-lån, der har fået deres lån rentetilpasset ved novemberauktionen, kan glæde sig over en ny rente på henholdsvis 0,40% og 0,59%. Dermed kan de se frem til en stor besparelse i den månedlige ydelse fra 1. januar 2015. For boligejere med F5-lån med afdrag vil den månedlige besparelse være på 720 kr. pr. lånt mio. kr. i forhold til resultatet ved sidste rentetilpasning og 1.560 kr., hvis lånet er uden afdrag.

Fastforrentede lån mere attraktive end nogensinde
Det er dog ikke længere de store prisforskelle, der skiller de mellemlange rentetilpasningslån som f.eks. F5 fra et fastforrentet 2,5 %-lån.

"Det vil altid være et spørgsmål om temperament, om man vil betale ekstra for budgetsikkerhed, eller om man hellere vil have det absolut billigste lån. Men det er et godt tidspunkt at skifte til et fastforrentet lån med historisk lav rente, hvis man står for at skifte bolig eller skal have sit lån rentetilpasset i den kommende tid. F-kort er det billigste lån lige nu, men her skal man være indstillet på, at renten kan stige hvert halve år. Er man i tvivl om, hvad der er det rette at gøre, vil jeg anbefale, at man kontakter os og får kigget på mulighederne," siger Anders Pedersen.

Er man blandt de boligejere, der får ny rente pr. 1. januar, er det vigtigt, at man ændrer renteudgiften på sin forskudsopgørelse. Ellers er der risiko for, at man ender med en restskat, når året er omme.  

FAKTA:

 

F1 -2015

F3 -2015

F5 -2015

Kontantlånsrente

0,51%

0,40%

0,59%

Ydelse efter skat med afdrag

3.370 kr.

3.290 kr

3.320 kr.

Ydelse efter skat uden afdrag

960 kr.

830 kr.

950 kr.

Tallene er beregnet på baggrund af et eksisterende lån med en restgæld på 1 mio. kr., løbetid 30 år, bidragssatser gældende pr. 1. januar 2015, dvs. 0,85 % for F1-lån med afdrag (1,13 % for F1-lån uden afdrag) og 0,75 % for F3- og F5-lån med afdrag (1,03 % for F3- og F5-lån uden afdrag), kursfradrag på 0,2 kurspoint (0,3 for F1), rentetilpasning pr. 1. januar 2015 og efter 29,6% skat.