Sparekassen Vendsyssel

Gør sommerhuset vinterklar

Tøm sommerhuset for værdier og rørene for vand. Rens tagrenderne og lås haveredskaber og havemøbler inde.

"Over 40 % af alle indbrud i ferie- og fritidshuse bliver begået i november, december, januar og februar. Derfor bør sommerhusejerne også tage de ting med hjem, som kan friste indbrudstyve. Det er for eksempel fladskærme, spilkonsoller, bærbare computere og dvd-afspillere. Men også smykker, ægte kunst og spiritus bør man overveje at tage med hjem", udtaler Helle S. Sørensen, chef for Forsikringscenter Vendsyssel.

Vis samtidig tyvene, at der ikke er noget at komme efter, ved at lade skuffer og skabe stå åbne og undgå at trække gardinerne for.

Og fjern den ekstra nøgle, som mange sommerhusejere ellers har for vane at gemme under en potteplante eller på sømmet i garagen!

"Det er samtidig vigtigt ikke at proppe al for mange dyre genstande ind i garager og udhuse. For her dækker forsikringen nemlig normalt kun med 5 % af forsikringens indbosum ved indbrudstyveri. Derfor kan det være ganske fornuftigt at tage de dyre havemøbler eller arbejdsredskaber med hjem til helårsadressen i vinterperioden", fortæller Helle S. Sørensen.

Og så er der vandet
Først og fremmest skal man beslutte, om der skal lukkes for vandet eller ej. Hvis man benytter huset hele året, og derfor ikke ønsker at tømme rør og installationer for vand, skal huset holdes frostfrit hele vinteren.

"Der skal altså være varme i huset hele tiden, og specielt hvis der kommer perioder med hård frost, skal man sikre sig, at der er tilstrækkelig varme i huset", siger Helle S. Sørensen.

Selv om man vælger at opvarme huset vinteren igennem, bør man alligevel lukke for vandet ved hovedhanen i de perioder, sommerhuset ikke er beboet. Det begrænser skaden, hvis uheldet alligevel er ude.

Den mest sikre måde at undgå frostsprængte vandrør er naturligvis ved at lukke for vandet og tømme alle rør og installationer.

"Det er også meget vigtigt at sørge for, at den elektriske vandvarmer bliver tømt.
Toilet, cisterner og gulvafløb skal ligeledes tømmes så meget som muligt for vand, hvorefter man kan hælde frostvæske i for at sikre det tilbageværende vand mod at fryse", forklarer Helle S. Sørensen.

Hvis man har termostatstyrede blandingsbatterier, skal de afmonteres, fordi de altid indeholder lidt vand, samtidig med at de ikke kan frostsikres.

Hvis man har vaske- eller opvaskemaskine, skal den også tømmes for vand og frostsikres med frostvæske.

Udendørs
Rens tagrenderne grundigt, så regnvandet/smeltevand kan løbe frit. Tjek samtidig om der er revner eller huller i taget. Rådne træer bør fældes og næsten knækkede grene bør saves af.

"Hård blæst eller storm, der får fat rådne træer eller løsthængende grene, kan forårsage store skader. Tjek i samme forbindelse om udendørs lamper og tv-antenner sidder ordentlig fast", slutter Helle S. Sørensen.