Sparekassen Vendsyssel

Mange studerende står uden sikkerhedsnet

Tusindvis af unge er de sidste par måneder flyttet hjemmefra for at starte på drømmeuddannelsen. Desværre spiller mange hasard med deres privatøkonomi ved at fravælge vigtige forsikringer.

En undersøgelse gennemført for nyligt af Epinion for Codan viser, at hver fjerde (26 procent) udeboende mellem 18 og 25 år ikke har en indboforsikring. Og hver tiende i denne gruppe ved slet ikke, om de har en indboforsikring. Da Forsikring & Pension undersøgte sagen i 2013, var billedet det samme. Her stod hver tredje mellem 21 og 24 år uden forsikring, og blandt studerende på kollegier var det hele seks ud af ti, der var uforsikrede.

Det er bekymrende, mener Mads Foged, der er direktør i Privatsikring, som leverer forsikringer til kunderne hos Sparekassen Vendsyssel:

"Vores indtryk er, at mange studerende vælger indboforsikringen fra, fordi de ikke vil bruge SU'en og pengene fra studiejobbet til at forsikre de ofte relativt få ting, de har på deres kollegieværelse eller i deres lejlighed. Mange overser desværre bare, at en indboforsikring også indeholder en ansvarsforsikring. Hvis du som ung står uden ansvarsforsikring, kan det have uoverstigelige økonomiske konsekvenser, hvis du for eksempel kommer til at volde skade på andre eller deres ting."

Forsikringer skal tilpasses de studerendes behov

Ud over en manglende bevidsthed blandt de unge studerende om betydningen af at være ordentligt forsikret, så oplever mange også, at det kan være uoverskueligt, og at de traditionelle forsikringsprodukter ikke rigtig henvender sig til dem.

"Studerende har en begrænset økonomi og nogle særlige behov. Derfor har Privatsikring udviklet en særlig forsikring, som henvender sig specifikt til studerende. Forhåbentlig kan det få flere til at forsikre sig", siger Helle S. Sørensen, forsikringschef i Sparekassen Vendsyssel.

Den nye studieforsikring fra Privatsikring, som kan købes hos Sparekassen Vendsyssel, er skræddersyet til studerendes behov. Eksempelvis bor mange studerende sammen, så det er gjort nemt at inkludere en sambo i forsikringen. Den indeholder indboforsikring (herunder ansvarsforsikring), ulykkesforsikring og rejsedækning, så man ikke behøver at købe separat rejseforsikring ved rejser - noget som studerende også ofte vælger fra for at spare penge. For at kunne tegne studieforsikringen skal man være indskrevet på en SU-berettiget, videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse, bo til leje og være mellem 18 og 29 år.