Sparekassen Vendsyssel

Pension

Nordjyder risikerer både skattesmæk og ringere pension

"Mange nordjyder risikerer både et skattesmæk i 2014 og en ringere pension i det lange løb, hvis de ikke får tjekket deres gamle kapitalpension", udtaler Carsten Nielsen, afdelingsdirektør for Formuecenter Vendsyssel.

Siden januar i år har man ikke kunnet indbetale til kapitalpension og få fradrag. Derfor skal mange finde en ny pensionsordning. Det sker automatisk for nogle få, men mange skal selv kontakte deres pensionsselskab eller pengeinstitut.

"Gør man ikke det, vil nogen få en restskat, når de ser årsopgørelsen i marts næste år. Og på den lange bane kan manglende indbetaling til pension betyde adskillige hundrede tusinde kroner i forskel, hvilket kan få afgørende betydning, når man skal nyde livet som pensionist ", siger Carsten Nielsen og fortsætter:

"Danskerne har i stor stil foretrukket kapitalpensionen, fordi den tillod en større fleksibilitet, når den skulle udbetales. Men i dag kan man kun få fradrag på ratepension og livrente. Fradraget for ratepension er begrænset til 50.000 kr. om året, og for livrente er der specielle fradragsregler. I stedet for kapitalpension kan man nu vælge aldersopsparing, der minder lidt om kapitalpension - dog uden fradrag".

Carsten Nielsen opfordrer de nordjyder, der tidligere har indbetalt til kapitalpension, til at kontakte deres pengeinstitut eller pensionsselskab og aftale tid til et pensionstjek og få hjælp til, hvordan de bedst sikrer deres tilværelse som pensionist.

Man kan i øvrigt hente en gratis pensionsrapport på Pensionsinfo.dk og få et overblik over sine egne pensionsordninger.