Sparekassen Vendsyssel

Renterekorder får flere boligejere til at forlade F1

Der er igen besparelser i vente til de boligejere, der fik renten på deres F1-, F3- og F5-lån tilpasset ved Totalkredits rentetilpasningsauktioner. Samtidig oplevede Sparekassen Vendsyssel stor interesse for at benytte det historisk lave renteniveau til at skifte F1-lånet ud med et realkreditlån med større budgetsikkerhed.

Der blev sat nye historiske bundrekorder for renteniveauet ved Totalkredits auktioner i slutningen af februar. Aldrig før har renten på rentetilpasningslån været så tæt på nul. Det generelt lave renteniveau har samtidig fået 40 % af de ca. 36.000 boligejere med F1-lån fra Totalkredit til at søge mod andre realkreditlån - især lån med længere rentebinding og dermed større sikkerhed.

"Vores oplevelser i Sparekassen Vendsyssel bekræfter tendensen på landsplan. Rigtig mange af de kunder, vi har talt med i forbindelse med rentetilpasningen, har fået øjnene op for den unikke mulighed for at få øget tryghed omkring boligøkonomien. Så selvom F1-renten slog sin egen rekord med en rente på blot 0,13 %, viser denne rentetilpasning, at F1-lånets tid som danskernes favoritlån er forbi", lyder det fra Anders Pedersen, boligchef i Sparekassen Vendsyssel.

Boligejerne med F3- og F5-lån, der har fået deres lån rentetilpasset ved auktionen i februar, kan glæde sig over en ny rente på henholdsvis 0,17 % og 0,45 %. Det vil især give klækkelige besparelser til boligejere med F5-lån, som kommer fra en rente på 2,32 %.

Beskeden forskel mellem fast og variabel
Står man foran en rentetilpasning, bør man ifølge Sparekassen Vendsyssel ikke stirre sig blind på renteniveauerne, men tage flere perspektiver med i overvejelserne om, hvorvidt man skal ændre sit lån. Forskellen i ydelsen på lån med fast og variabel rente er f.eks. væsentlig reduceret:

"Vil man have det absolut billigste lån, er det Totalkredits nye F-kort-lån, man skal have fat i. Det er imidlertid oplagt at overveje, om man vil betale lidt ekstra for fuld budgetsikkerhed. Lige nu skal man betale en relativ beskeden merydelse på under 400 kr. om måneden, hvis man vælger et fastforrentet 2 %-lån i stedet for F1. Så står man for at skulle skifte bolig, eller skal man have sit lån rentetilpasset i den kommende tid, vil jeg anbefale, at man kontakter os og får kigget på mulighederne," siger Anders Pedersen.

Er man blandt de boligejere, der får ny rente pr. 1. april, er det vigtigt, at man ændrer renteudgiften på sin forskudsopgørelse. Ellers er der risiko for, at man ender med en restskat, når året er omme.

FAKTA:

 

      F1

 F3

       F5

Nuværende kontantlånsrente

0,35 %

 1,23%

2,32%

Ny kontantlånsrente pr. 1. april

0,13 % 

 0,17% 

 0,45%

Mdl. ydelse efter skat med afdrag

3.295 kr.

3.245 kr 

3.298 kr.

Mdl. ydelse efter skat uden afdrag

737 kr.

705 kr.

869 kr.