Sparekassen Vendsyssel

Skal, skal ikke - fast eller variabel

Når Totalkreditlånet skal optages eller refinansieres, dukker det store spørgsmål om fast eller variabel rente op.

Umiddelbart er der ingen tvivl. Flere vælger fastforrentede lån, når de skal låne til boligen eller refinansiere deres variabelt forrentede Totalkreditlån. I løbet af det seneste år har boligejerne taget fastforrentede lån for yderligere omkring 50 mia. kr., viser tal fra Nationalbanken.

Kunderne ved så, hvor meget der skal betales i renter og afdrag mange år frem i tiden. I øjeblikket har et fastforrentet 30-årigt lån en kuponrente på 2 pct. Det er historisk lavt.

I samme periode er mængden af variabelt forrentede lån faldet lidt mere end 10 mia. kr., men udgør dog stadig omkring 60 pct. af det samlede udlån på landsplan.

Pludseligt dyrere

"Mange vælger fortsat variabelt forrentede lån som F-kort eller holder fast i deres variabelt forrentede lån, fordi det har markant lavere renteudgifter, og det giver på en måde mening, for nu har der næsten kun været faldende renter i mange år", siger Anders Pedersen, boligchef i Sparekassen Vendsyssel, og fortsætter:

"Men hvis man bare har den mindste bekymring for, hvor renten er på vej hen, så er renteudgifterne på et fastforrentet 30-årigt lån også på et historisk lavt niveau. Variabel rente er billigst her og nu, men risikoen er, at renten kan stige, og renteniveauet skal stige med under 1 procentpoint inden for 3 år, så kan et fastforrentet lån faktisk vise sig som det billigste samlet set".

Årsagen til det er, at man på et fastforrentet lån har chancen for, at værdien af restgælden falder ved en rentestigning, da kursen falder på lånet, og den lavere kurs betyder mindre restgæld ved indfrielse af lånet. Ser vi på ydelses- og afdragsgevinsten på de 3 år med F-kort, som vil løbe op i knap 40.000 kr., bliver gevinsten spist op af den lavere restgæld på det fastforrentede lån ved en rentestigning - og mere til.

Anders Pedersen vil ikke skræmme kunderne, men foreslår en snak med rådgiveren.

Lidt nervøs

"Går man af og til og tænker "gad vide, hvor længe renten kan blive ved med at være så lav" og måske er lidt nervøs for, hvordan en rentestigning vil ramme pengepungen, så ring til os eller kom ned forbi til en snak. Det forpligter ikke", siger Anders Pedersen og tilføjer:

"Tilmed er bidragssatsen lavere på et fastforrentet lån, og hvis man har 28 år tilbage på sit lån, kan man måske holde ydelsen hver måned uændret i forhold til det nuværende lån, hvis man lægger om til et lån med 30 år og dermed blot forlænger lånet med sølle 2 år", siger Anders Pedersen og gentager, at en snak med rådgiveren kan skabe klarhed om muligheder og de næste års økonomi.