Sparekassen Vendsyssel

Tjek forsikringen inden du udlejer din bolig over sommeren

Nye udlejningstjenester som Airbnb og Windu har gjort det nemt at udleje lejligheden eller huset til turister, og stadig flere danskere benytter muligheden til at tjene lidt ekstra penge, mens de er på sommerferie. Men hvordan dækker forsikringen, hvis man udlejer sin bolig? Her kommer et par gode råd fra Sparekassen Vendsyssel og Privatsikring.

Sommerferien ligger lige om hjørnet, og de seneste par år har stadig flere danskere benyttet muligheden for at udleje deres egen fritids- eller privatbolig til turister, mens de alligevel selv er rejst udenlands. Udlejningstjenester som Airbnb og Wimdu har nemlig gjort det nemt selv at stå for udlejningen og derigennem skabe lidt økonomisk luft eller få råd til en ekstra ferie.

Men inden man kaster sig over den private udlejning, bør man tjekke, hvordan ens forsikring dækker, hvis uheldet skulle være ude, og hvilke garantier eller forsikringer, som udlejningstjenesterne stiller til rådighed. Ellers kan gæstfriheden ende som en dyr fornøjelse.

"Som udgangspunkt dækker indboforsikringen skader på dit indbo, hvis skaden er opstået på grund af brand eller vand. Det gælder også, hvis du udlejer din bolig. Indboforsikringen dækker også skader efter indbrud, men kun hvis boligen har været forsvarligt aflåst. Forsikringen dækker ikke, hvis lejeren er skyld i indbruddet, selv har stjålet noget fra boligen eller begår hærværk. Som ofte er der heller ingen dækning, hvis der for eksempel er spildt rødvin på det lyse gulvtæppe eller der er slået skår i det kongelige porcelæn. Med andre ord: Ødelægger lejeren noget i boligen, stjæler noget eller er skyld i skader, dækker indboforsikringen ikke," siger Helle S. Sørensen, forsikringschef i Sparekassen Vendsyssel.

Tyveri af værdigenstande dækkes ikke

Da indboforsikringen ikke dækker hele vejen rundt, skal man se sig godt for i udlejningstjenesternes vilkår for at sikre unødig ærgrelse. Airbnb tilbyder for eksempel en såkaldt 'værtsgaranti', der dækker skader for op til et vist beløb, dog ikke tyveri af blandt andet værdipapirer, smykker og kunst. Airbnb gør selv opmærksom på, at værtsgarantien ikke erstatter en indboforsikring, men derimod skal ses som et supplement.

"Man bør undersøge nøje, hvilke garantier og forsikringer de enkelte udlejnings-tjenester tilbyder, da der ikke gælder bestemte regler for området. Det betyder, at der er stor forskel udlejningstjenester imellem," siger Helle S. Sørensen og understreger, at Sparekassen Vendsyssel og Privatsikring dog endnu ikke har oplevet erstatningssager som følge af denne type udlejning:

"De fleste opfører sig jo ordentligt, når de lejer andre menneskers hjem. Derfor har vi heldigvis heller ikke oplevet forsikringssager som følge af, at folk har lejet deres bolig ud til turister. Tendensen er dog stærkt stigende og derfor lyder vores råd, at man bør tage kontakt til sit forsikringsselskab og få tjekket, hvordan man er dækket, inden man åbner sit hjem for logerende gæster."

Gode råd hvis du vil leje din bolig ud

1. Tjek hvordan din forsikring dækker, hvis der skulle ske skader på din bolig eller
    inventar forårsaget af lejere.

2. Undersøg nøje udlejningstjenestens garantier og forsikringer - der er meget
    stor forskel på, hvad de tilbyder som tillæg til din egen forsikring.

3. Spørg ind til dem, der ønsker at leje din bolig - hvem er de, hvilken rejse er de
    på og så videre. Så får du et bedre billede af, hvem du udlejer din bolig til.

4. Pak værdigenstande væk - både ting af stor affektionsværdi samt kontanter,
   smykker, kunst med videre, der hverken dækkes af indboforsikringen eller
   udlejningstjenesterne.